Rapid growth concept with a laptop computer on a desk
Picture of Ida Ulrich Bregnhøj

Ida Ulrich Bregnhøj

Indehaver, Kernekommunikator

Online markedsføring mens du venter – for virksomheder med et lille budget

For nogle virksomheder lysner det, mens udsigterne til kunder i butikken for andre stadig er lang. Er du i venteposition, kan du heldigvis bruge ventetiden på at give din virksomhed et ordentligt boost online. På den måde er du stadig top-of-mind, når du igen kan slå dørene op.

For virksomhedsejere, butiksbestyrere og andre med ansvar for en forretning, kan spørgsmålet om markedsføring dele vandene. Nogen synes, det er nok med en hjemmeside – andre ser på markedsføringen, som en forudsætning for at have en forretning. Fælles for dem alle er i øjeblikket, at det er meget svært at navigere i behov og råderum. Måske er virksomheden lukket, for at efterleve regeringens påbud og anbefalinger – eller måske er det kunderne, der holder lukket. Konsekvensen er i hvert fald tydelig for mange, for med lydløse telefoner og ekko i pengekassen, er det svært at vælge, om og hvordan ressourcerne skal bruges på markedsføring.

Markedsføring på budget-kernekommunikator

Top-of-mind, mens vi venter

Lad mig starte med behovet, ved at understrege, at din markedsføring er mere nødvendig end nogensinde. Dine annoncer, artikler eller opslag holder dig top-of-mind hos dine målgrupper, og det er tvingende nødvendigt, at du holder kontakten. Punktum. Det kan godt være, dine kunder holder fast i tegnebogen, som en muræne holder fast i en nyfanget fisk*, men det bliver de altså ikke ved med. Markedsføring er (som udgangspunkt) ikke en investering i din virksomhed her og nu, men en måde at modne dine målgrupper på, så du står forrest i køen, når muligheden for at besøge netop din butik vender tilbage. *Muræner holder simpelthen drøn-hårdt fast i deres bytte. Faktisk med to sæt kæber – it’s not a joke.

 

Men hvad gør man så med sin markedsføring, når man – her og nu – skal holde sin forretning kørende på et meget stramt budget? Jeg har mange telefonmøder i øjeblikket, hvor netop det spørgsmål kommer op at vende. Fællesnævneren er, at virksomhedsejerne derude gerne vil vide, hvor de har mulighed for selv at give den ekstra gas, mens de har mere tid, men ingen indtjening. Jeg har samlet de tre råd, som jeg giver allermest, så du som virksomhedsejer selv kan booste din virksomhed online, og holde dig top-of-mind på budget.

1: Skru op for din (effektive) aktivitet på sociale medier

Uanset hvad du sælger, har du sikkert allerede en virksomhedsprofil på Facebook, Instagram, LinkedIn eller et helt andet socialt medie. Nu er det tid til at gå dine sider igennem, og få dem helt med på noderne. Start med det grundlæggende, som at tjekke, om dine virksomhedsoplysninger er korrekte og let tilgængelige – er mailadressen stavet rigtigt, og telefonnummeret opdateret? (Pfffh, tænker du nok, men du ville blive overrasket, hvis du vidste, hvor ofte…). Måske skal du have en messengerknap under dit coverbillede på Facebook, eller hvad med et direkte link til din hjemmeside? Bagefter kan du tænke over, om dit logo eller signaturbillede er det samme på tværs af dine sociale medier, så du er nem at genkende?

Dertil kommer så aktiviteten, for det er meget forskelligt, hvor aktive virksomhederne vælger at være. Du skal selvfølgelig overveje, om dit produkt kan have gavn af hyppig eksponering, men i sidste ende betyder det også meget, hvad du selv mener, du kan holde ved lige. Mit bedste råd er at planlægge din tilstedeværelse. En plan gør det nemmere at skabe flow i dine opslag, og afstemme dem med vigtige datoer i din virksomhed (udsalg, holdstart, ferieplanlægning osv). Det skaber altid mest engagement blandt følgerne, hvis du deler videoer eller billeder – men fælles for det hele er, at du skal tage deres briller på. Hvad er relevant for dem, hvornår er de online, hvad interagerer de på, osv. Sørg for, at dine opslag har nyhedsværdi, er deleværdige eller oplagte at kommentere på. Skriv kort og præcist, og lad være med at dele for mange tilbud. Det gider folk ikke i længden. Igen: tænk markedsføring og ikke salg. Det bedste er at teste sig frem, så finder du med tiden det, der virker.

Leg med Facebooks funktioner for virksomheder

Facebook er et ekstremt brugt sociale medie, og du kan gøre utrolig meget for din virksomhed hér – også selvom du er B2B. Mon ikke beslutningstagerne hos dine kunder også er på Facebook privat?Erhvervssider på Facebook kan lidt mere, end profiler for privatpersoner. Du kan f.eks. fremhæve særligt indhold med en covervideo eller et slideshow, som fanger de besøgenes opmærksomhed med det samme, fordi det bevæger sig. Prøv at tænke videre, end at bruge et billede af hoveddøren med dit logo eller bygningens indgangsparti. Måske kan du fokusere din “taletid” på at vise besøgende, hvad du tilbyder? 

 

Kernekommunikator-rådgivning-facebook-markedsføring

Jeg vil altid anbefale at bruge professionelle videoer eller billeder – det er ikke hér, du skal spare. Hvis du sidder med det dér næsten gode billede af kontoret på mobilen, som kun er ude af fokus i midten, men til gengæld er dårligt belyst, så gem det til et opslag…eller glem det. Har du ikke fotografbilleder til rådighed, kan du købe stock-billeder online. Du skal bare være opmærksom på, at du kun må benytte billeder, som er frigivet til kommercielt brug (modsat redaktionelt brug). 

2: Giv den gas i Google My Business

Google kan utrolig meget for den betalende virksomhed, men sandelig, om der ikke også er meget at hente helt gratis, hvis man bare vil lægge lidt tid i det. Google My Business er en platform for virksomheder, som gør det nemt at finde de oplysninger, du har registreret. I søgemaskinen kender du sikkert allerede funktionen, fordi den viser dig virksomheder, når du laver en søgning, sammen med telefonnummer, åbningstider og anmeldelser. 

 

Men Google My Business kan meget mere end det. Du kan registrere dine varer og tjenester, uploade billeder og skrive indlæg. Faktisk er det en lille hjemmeside og et socialt medie i ét for din virksomhed, og Google elsker det – hvis du altså bruger det. Tænk på funktionen som en ekstra kanal for 

Kernekommunikator-gode-raad-til-markedsforing

de opslag, du alligevel deler på andre sociale medier. Upload et nyt billede af og til, opdatér dine åbningstider, og bed om anmeldelser. Jo mere aktiv, du er, desto højere vurderer Google din værdi. Som en ekstra bonus kan du endda få insigt i, hvordan din virksomhed klarer sig. Hvor mange har fundet dig på Google, besøgt din profil, og derefter din hjemmeside? Hvor mange fandt dig ved en direkte søgning, og hvor mange opdagede dig i en overordnet søgning på dit fag eller din service? Der er et væld af muligheder, og det er bare om at komme i gang. Du skal dog forvente en smule ventetid, da Google først giver dig adgang til en virksomhedsprofil, når du har registreret din virksomhed, og indtastet en bekræftelseskode, som kommer med posten.

 

Find alt hvad du behøver hér: https://www.google.com/intl/da_dk/business/

3: Leg med annoncering i Facebook for Business

Facebook for Business er et utrolig nuanceret værktøj, som gemmer et utal af skatte for den ekstra nørdede virksomhedsejer. Og du finder det ikke på Facebook, men i en platform for sig. Du kan udforske mulighederne for markedsføring, eller nørde igennem med annoncedelen i Facebook Ads Manager. Jeg vil tage jer med til mine favoritter i Facebook Ads Manager, da det er et helt uundværligt værktøj for mig, som rummer en verden af muligheder for at teste og forbedre din annoncering. Desuden er tidspunktet for annoncering på Facebook gunstigt lige nu, fordi brugen af mediet er steget eksplosivt under coronakrisen. Samtidig er annoncepriserne faldet, fordi nogle brancher pga. krisen har skruet ned for deres annoncering, og dermed skabt annonceplads. Konklusionen er, at det er super smart at betale for sin markedsføring netop hér i øjeblikket.

Kernekommunikator-facebook-for-business

 

Hér kommer jeg så helt naturligt til den indrømmelse, at jeg ikke anbefaler jer en løsning, som er 100% gratis. Værktøjet er gratis, men vælger du at annoncere, så tager Facebook selvfølgelig noget for promoveringen. Til gengæld er du selv herre over, hvor mange penge, du vil bruge – og er du lidt fiks til det tekniske, får du gevinst for hver eneste krone. Det kræver, at du kan redigere i din hjemmeside, men for de fleste, er det ikke så kompliceret. Du får i hvert fald meget mere opmærksomhed for dine opslag, nye likes og trafik til din hjemmeside, hvis du ikke kun forlader dig på den organiske opmærksomhed.

 

Favoritfunktionerne i Facebook Ads Manager

Når du er ny på Ads Manager, skal du først oprette en konto, og bekræfte din virksomhed. Når det er gjort, kan du begynde at lege med funktionerne. Opret en kampagne, og vælg navn og indhold. Du skal tænke grundigt over, hvem du vælger som målgruppe for dine opslag, og hvad du vil have ud af det. Du kan vælge at generere trafik til din hjemmeside, opnå nye likes på Facebook, eller mange andre formål. Min absolutte favorit, når det kommer til annoncering med Ads Manager, er splittest-funktionen. Du kan teste kampagner sideløbende, og finde ud af, hvilken kampagne har størst succes med at opnå det formål, du ønsker. Jeg starter ofte en promovering med at sætte 2-4 kampagner op sideløbende, med én variabel ændret for hver kampagne (f.eks. billede, overskrift eller handlingsknap). Jeg vælger et lavt budget og en tidsbegrænset promovering. Når jeg er tilfreds med, hvordan en kampagne performer, smider jeg hele mit budget efter den kampagne, jeg vil fortsætte med. 

 

En anden favorit er opsætning af Facebookpixel, som faktisk er et must, hvis du virkelig vil have noget for pengene. Med Facebookpixel koblet til din hjemmeside, registreres den aktivitet, din annonce genererer, sammen med trafik på din hjemmeside fra brugere generelt, hvis de har en Facebookkonto. Når du har samlet mindst 100 kan du begynde at køre remarketing-kampagner, specifikt rettet mod de Facebookbrugere, som har ageret på dit indhold – og brugere, som ligner dem. Det er genialt, og sikrer at du får noget for dine annoncepenge, også selvom telefonen ikke kimer ørerne af dig fra det øjeblik, din annonce er publiceret.

 

Kom i gang med Facebook for Business hér: https://www.facebook.com/business/

Gå direkte til Ads Manager hér: https://business.facebook.com/ads/manager/ 

Flere artikler: gå til nyheder >>

Del artiklen med andre:

Det siger kunderne

Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /customers/7/3/b/kernekommunikator.dk/httpd.www/wp-content/plugins/elementor/includes/base/widget-base.php on line 223 Warning: Undefined array key -1 in /customers/7/3/b/kernekommunikator.dk/httpd.www/wp-content/plugins/elementor/includes/base/controls-stack.php on line 695

Dette website anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du websiden brug af cookies.