Line Ulrich er vokset op i Skive. Hun har sin tidlige skolegang på Resen Skole, læser bøger om fjerne lande, og drømmer om at rejse ud og opleve eventyret. Da hun under et arbejdsophold i New Zealand bliver forelsket i den 6 år ældre Hayden, starter en rejse, som med både op- og nedture ender med, at hun beslutter at forlade sit hjemland til fordel for kærligheden. Læs hele den spændende artikel med historien bag den store beslutning, som både er en fortælling om glæde, savn og rigtige eventyr.
Det er torsdag aften, og klokken har lige rundet 21:00. Min PC står klar på sofabordet, og jeg har netop sendt en besked afsted: “I´m ready!!”. Man kunne forvente, at et sådant setup var forstadiet til en typisk forretningssamtale. Et conference call med en gruppe formelt udseende forretningstyper omkring et ovalt bord, et sted i verden, hvor dagens rutiner kun lige har passeret formiddagskaffen. Men sådan et opkald er det ikke. Jeg skal ringe til min søster, og selvom opkaldet er af privat karakter, så er det sådan, vores samtaler foregår. Altid. Min søster bor på den anden side af Jorden, i sagnomspundne New Zealand. Hun er én af de ca. 170.000 danskere, som har valgt at flytte permanent til et andet land, bosætte sig, arbejde og stifte familie. Hun er min skærmsøster, og sådan har det været siden hun forlod Skive i 2006, lige efter gymnasiet, og dengang for at flytte til København, og forberede sig til dyrlægeuddannelsen.
Line og Haydens hus set fra haven. Staldene ligger ikke hér, men haven er hjem for geder, høns og en meget gammel and.
Vi starter lige samtalen med det sædvanlige. “Hvad så, sover ungerne?”, da tidspunktet ifølge dansk tid for længst har passeret sengetid for mine børn. “Hvad laver Ro”? fordi lokal tid hos min søster er nøjagtigt 12 timer modsat. Ro udtales “row”, og er den korte version af min nieces navn: Ida Rose, eller bare Rosie, i daglig tale. Hun er opkaldt efter mig, og hun er sulten efter noget lækkert, kan jeg høre i baggrunden. Kombinationen lyder rimelig.
Men vores samtale skal ikke kun handle om søstersnak i aften. Vi skal tale om årsagen til, at vi ikke bare snakker over en kop kaffe, nemlig at hun bor iNew Zealand, og hvordan hendes rejse – i praksis, så vel som i livet – har bragt hende dertil. Historien kender jeg jo egentlig godt, men det ender alligevel med, at samtalen giver mig nye perspektiver. “Fortæl mig, hvordan du endte med at købe en rejse til New Zealand dengang”, starter jeg. Og sådan ændres denne fortælling fra at være min, til at være hendes.
Peter Jacksons skyld
Line Ulrich er vokset op i Skive, som yngste datter i en familie på fire. Hun har sin tidlige skolegang på Resen Skole, går til ridning i fritiden, og som resten af familien læser hun meget. Hun læser bøger om fjerne lande, troldmænd og drager, og som ung voksen er det naturligvis Ringenes Herre, der tiltrækker hendes opmærksomhed. Da filmene udkommer nogle år senere, bliver hun meget fascineret af, at de er filmet i autentiske omgivelser. “Tænk, at der findes sådan et vildt eventyrunivers”, er hendes nøjagtige ord.
Hun er på det tidspunkt på vej ud i voksenlivet, og vil tage uddannelsen til dyrlæge på det, der dengang hed Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Det er ikke tilfældigt, at valget er faldet på netop den uddannelse. Lines far er dyrlæge, og opvæksten har været præget af både kærligheden til dyr og historier om den gamle skole, med sit særlige studieliv, skøre traditioner og dybe faglige stolthed.
Så Line begynder at arbejde på at blive optaget på studiet. Hun går efter en optagelse efter det daværende Kvote 2-system, som vægter kandidater efter karaktergennemsnit og point opnået gennem erhvervserfaring. Der er mange point forbundet med at arbejde med produktionsdyr i udlandet, og Line ser det som en gylden mulighed for at kombinere drømmen om en uddannelse med drømmen om eventyret fra bøgerne. Hun kontakter et udvekslingsbureau, som efter kort tid kan fortælle, at hun er blevet tildelt en plads på en malkefarm i New Zealand. Og sådan begynder rejsen, som både bliver vejen ind på studiet, et sejlivet eventyr og en kærlighedshistorie. Derfor slutter Line første del af sin fortælling med at sige “Så ja, det var Peter Jacksons skyld”. Selvom vi er enige om, at J.R.R. Tolkien også må se sig selv involveret.
Ida Rose (Rosie) ved Lake Heron.
Familien Ferriman i den smukke natur, som var den oprindelige årsag til Lines beslutning om at rejse til landet fra Ringenes Herre.
Den danske pige med kalven
De næste mange måneder går som planlagt, og Line står op kl. 04:00 hver dag for at malke, sammen med resten af farmens personale. Arbejdet er hårdt, men lærerigt, og kammeratskabet i personalegruppen bliver stærkere. Især den 6 år ældre Hayden, som er farmens manager, bliver en god ven.
En morgen efter den første malkning, hvor gruppen som regel samles til morgenmad, dukker Line ikke op. Hayden kører til sidst ud til marken for at lede efter hende, og møder et forunderligt syn. Langt ude på marken ligger Line med en kalv under sig. Hun har fat med arme og ben omkring det kæmpende dyr, og ser ud til at have holdt fast i et stykke tid.
Det viser sig, at det er lykkedes kalven at undslippe indhegningen, og at Line ser det, da hun som den sidste skal til at køre tilbage til farmen. Hun indhenter dyret, og overmander det, men kan ikke få fat i sin telefon og ringe efter hjælp. Så hun bliver liggende, og holder fast. Det er Haydens egen udlægning, at han faldt pladask for Line i det øjeblik. Hun er egentlig ikke klar til at starte et forhold i et andet land, men Hayden er meget insisterende, forklarer hun, og griner i røret. De bliver kærester, og nyder livet, uden at tænke alt for meget på fremtiden.
Kærester i limbo
Da Line afslutter sin udveksling i New Zealand, er både hun og Hayden indstillet på, at det også betyder afslutningen på deres forhold. Line skal jo hjem til Danmark, og frem for alt i gang med studiet, som hun så længe har ønsket sig. Ingen af dem ser på det tidspunkt et langdistanceforhold som en mulighed, når afstanden i bogstavelig forstand er en halv jordomrejse.
Men efter 3-4 måneder kan Hayden stadig ikke slippe tanken om den danske pige. Han opsiger sin stilling på farmen, og rejser til Danmark for at give hjertet og mavefornemmelsen taletid. Han får job på en gård i Kjellerup, og bor skiftevis på et værelse dér, og hos Line i København. De næste to år går på den måde med at arbejde, studere, rejse og lære hinanden at kende. Til sidst er Haydens visum udløbet, og han må tilbage
Cykeltur ved Lake Wanaka.
til New Zealand. De forsøger igen at sige farvel, men må erkende, at det er for svært. Derfor fortsætter de forholdet på afstand. “ Vi lever lidt i et limbo ”, forklarer Line i telefonen. “Til sidst var det næsten en daglig kamp at skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med det hele. Ikke bare for os selv, men også for alle andre, som blev ved med at spørge, hvor vi havde planer om at slå os ned. Det kunne vi jo ikke svare på ”.
En langsom erkendelse
Da Line er færdig med første del af studiet tager hun et års pause. Hun og Hayden har været kærester i fire år, og de skylder hinanden at finde svar på alle de store spørgsmål, som bliver ved med at presse sig på. Hun rejser til New Zealand, flytter ind hos Hayden, og får job på en dyreklinik. Hverdagen går strygende, og snakken går om plus og minus, sprogfærdigheder og jobmuligheder. Der er ingen tvivl om, at det er nemmere for Line og Hayden at starte en tilværelse i New Zealand, end i Danmark.
Først på det tidspunkt rammer erkendelsen for Line, at det med kærligheden, livet sammen og afskeden med hjemlandet er alvor. Line fortsætter sit arbejde som assisterende dyrlæge i den lokale by, imens tankerne suser frem og tilbage i hovedet hver dag. Hayden presser ikke på. Det er Lines opgave at finde ud af, om hun er klar til at flytte permanent.
Beslutningen bliver taget året efter. Line kan godt gøre sin uddannelse færdig i New Zealand, men vælger at tage tilbage til Danmark og afslutte uddannelsen i de rammer, hun oprindeligt havde ønsket sig. Imens kigger Hayden efter en farm i New Zealand, som de kan købe og drive sammen, når Line er færdiguddannet.
Udsigt fra farmens marker foran stuehuset.
Frierrejsen
Det følgende år beskriver Line som en af de mest ekstreme perioder i hendes liv. Hun og Hayden har overtaget en farm i New Zealand, som Hayden er i gang med at omdanne fra græsningsfarm til malkefarm. Line er i gang med kandidatdelen af dyrlægestudiet, og til trods for beslutningen om at leve livet sammen, befinder de sig stadig tusindvis af kilometer fra hinanden.
En uge i juli kommer Hayden pludselig på besøg. Selvom rejsen varer to dage hver vej, skal han kun blive i en uge, siger han. Så Line tager en pause fra skriveriet, og tager med Hayden i Kongens Have. De sætter sig under et kirsebærtræ, og pludselig tager Hayden en ring op af lommen. Han ville ikke fri over telefonen, så det måtte blive dødtræt og svimmel af jetlag, men med muligheden for at besejle forlovelsen med et kys bagefter.
Erindringen og fortællingen om frierrejsen betyder meget for Line, og hører til den del af historien, som gør den lykkelig. Men hun understreger også, at der var mange blandede følelser forbundet med lykken, som bragte sorg med sig. “ For de fleste er nyheden om en forlovelse jo en enormt lykkelig ting, fordi den manifesterer båndet mellem to mennesker. Men for min familie manifesterede det jo også sandheden om, at jeg ville rejse, og ikke komme tilbage. Derfor var det et svært opkald til mine forældre og min søster, som jeg vidste ville blive meget glade, men også kede af det ”, fortæller Line.
Line og Hayden i Kongens Have, da Hayden har friet.
Nyheden kommer da heldigvis ikke bag på familien, som jo nok havde regnet ud, at farm og kæreste i et andet land ville ende med et bryllup. Forlovelsen bliver derfor fejret i stor stil, sammen med dyrlægebeviset, som falder kort tid efter. “ Det er rigtig rart at tænke tilbage på nu”, siger Line. “Der var en masse usikkerhed forbundet med det, på det tidspunkt. Men når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg jo hvile i, at det gik godt ”.
Bryllupsfest på to sprog
Line og Hayden tager hurtigt beslutningen om, at brylluppet skal holdes i Danmark. “Når man kommer fra New Zealand, er man vant til at være langt væk fra alting”, forklarer Line. Så for Haydens familie og venner er det en naturlig ting at tage den lange rejse til Danmark. Derfor kommer de newzealandske gæster også til at udgøre halvdelen af selskabet, da brylluppet endelig står – en lun junidag i 2014, otte år efter Lines brydekamp med den undslupne kalv, og alt det, der fulgte efter. Festen er tosproget, og byder på både danske og newzealandske traditioner. De udenlandske gæster er især betagede af den lange, lyse sommeraften, som man ikke oplever på den modsatte side af Jorden.
Bedst af alt, bemærker Line, er at både Haydens bedstemor og Lines bedsteforældre er med til festen. “Morfar og bedstemor Phyllis kom vældig godt ud af det med hinanden ”, siger hun. “De talte hver sit sprog, selvfølgelig, men det gik de ikke sådan op i”. Hun er taknemmelig for den entusiasme, de aldrende bedsteforældre mødte hendes livs kærlighed med. “De synes, det var så spændende alt sammen”, fortæller hun. “Især min farfar, som aldrig havde sat sin fod udenfor Danmarks grænser, men levende så gården for sig, med heste, vajende korn i vinden, og mig i midten af det hele, som hovedpersonen i hans elskede Morten Korch-film. Vi har godt nok hverken heste eller korn, men det blæser da en del ”, siger hun, og griner højt af mindet om vores sentimentale farfar.
Dagen efter mødes de overnattende gæster til brunch, og det bliver også Line og Hayden’s afsked med den danske del af familien. De skal direkte
Brudeparret på vej fra Silkeborg til bryllupsfesten ved Himmelbjerget.
Gæsterne på trappen foran Hotel Julsø i Silkeborg, 2014.
videre på bryllupsrejse, og derefter til New Zealand for at starte deres liv sammen. “Det blev langt mere følelsesladet, end det egentlig var tanken”, fortæller Line. “Men det var hårdt for mine venner og min familie, som ikke skulle se mig igen i lang tid. Samtidig er jeg meget glad for, at det blev sådan. Indtil da havde mit newzealandske netværk ikke rigtig set, hvor stort et offer, jeg gav. De er langt mere vant til de store afstande, end danskerne er, og det var vigtigt for mig, at de forstod, hvad jeg gennemgik”.
Udlandsdanskeren fra Skive
Historien nærmer sig sin slutning, eller i virkeligheden bare starten på fortsættelsen. Hayden og hans personale malker hver dag de omkring 800 køer, Line står for administrationen, og arbejder som dyrlæge på en klinik i den lokale by. Parret er blevet forældre til datteren Rosie, og venter endnu et familiemedlem til maj.
Historien er igen blevet min, og jeg spørger min søster, hvordan det gik med alle følelserne. Glæden, sorgen og tvivlen, som fyldte meget dengang, og som næsten gjorde, at det ikke blev overhovedet. Mest af alt kan jeg høre, at det gennemtrængende i hendes historie nu er lettelse. “Det gjorde rigtig meget for mig, at jeg fik godkendt min uddannelse som dyrlæge hernede. Det krævede en lang række ekstremt krævende eksaminer, men til sidst fik jeg endelig lov til at begynde at arbejde. Sådan kom netværket, og det blev endnu større, da vi blev forældre. Nu må jeg ofte stoppe flere gange i supermarkedet, fordi jeg møder folk, jeg kender. Sådan var det jo konstant i Skive, men der gik lang tid, hvor jeg ikke kendte et eneste menneske hér. ”
Hvad angår Lines familie, ser hun dem indtil videre én-to gange om året. Parret tager oftest rejsen nordpå med Rosie, som efterhånden ser turen, som en helt naturlig del af at besøge mormor og morfar. Samtalerne med nevøen og niecen i Skive foregår på iPad’en, men det skøre er, at de ikke engang blinker, når deres moster kommer gående ind ad døren, fordi hun er kommet rigtigt på besøg. “De tilhører en spændende generation, som ikke har nogen fysiske begrænsninger på deres verdensbillede”, siger Line, “og det gør da vores situation en del nemmere”. Lines familie har besøgt New Zealand flere gange, og senest denne jul, som blev fejret hos Line og Hayden.
“Man kan jo føle mange ting, når man hører en historie, som min”, siger Line. Men hun vælger at forklare mig den store glæde, hele historien har bragt med sig, med en sidste lille historie. Første gang vores forældre tog den lange rejse ud til Lines nye hjemland, mellemlandede de i Singapore. De tog en overnatning på et hotel i byen, så de kunne få lidt sightseeing med. Og mens de stod dér, med Asiens fugtige hede trykkende mod huden, og solnedgang over byens skyline, på vej ud for at besøge deres yngste datter i hendes nye hjemland, udbrød Lines far: “Tænk, at jeg engang skulle stå hér ”. Og den følelse indkapsler alt det, som er et eventyr, og al den glæde, som også fulgte med beslutningen om et liv som udlandsdansker.
Hayden og Rosie fodrer kalvene.
Lines familie på besøg i 2015 - her fra Abel Tasman National Park.
Line med sine forældre på Omaha Beach, 2011.
Udgivet i MånedsMagasinet 25. marts 2020.
Læs artiklen i oprindelig form i MånedsMagasinet som e-magasin.
