Efterskoleportræt
Morgensolen glider hen over indkørslen og rammer krybende de to kufferter, der venter på at blive læsset i bagagerummet. Nina Jensen er næsten klar – hun skal bare lige runde sit værelse igen. Er det hele nu med? Vi er i august 2015, og Nina skal endelig starte på efterskole. Hun har ventet på denne dag siden hun var 9 år, hvor hun så sine store søskende gå ud ad døren med de selv samme kufferter, uden at vide, at deres eventyr også skulle blive starten på hendes.
Jeg taler med Nina over telefonen, og aftalen er faktisk blevet sat i stand lidt for hurtigt. Alligevel hører jeg hende bladre i papirer, og jeg spørger hende, om hun har taget notater? “Ja, for pokker”, griner hun, og jeg kan høre, at det betyder meget for hende – det, vi nu skal tale om. Det var til et efterskolestævne, at hun for første gang vidste, at hun selv ville på efterskole. Ikke fordi gymnastik som sådan var noget, hun havde dyrket. Men fordi hun så sine søskende i rækkerne af skolekammerater, i ens dragter, og med det samme koncentrerede udtryk i ansigterne, som en del af et stort og imponerende fællesskab. “Det skal jeg være med til”, tænkte hun, og sådan blev det. Syv år senere trillede kufferterne fra indkørslen i (hvilken by?) til parkeringspladsen foran Salling Efterskole, og eventyret var i gang.
Generationernes efterskole
Ligesom Nina Jensen vidste Charlotte Gosvig også meget tidligt, at hun skulle fortsætte sin skolegang på en efterskole. Hun var 10 år, da hendes forældre meddelte, at hun var meldt ind på Salling Efterskole fra 8. klasse, hvor hun endte med at gå i to år i slutningen af 1980’erne. Hendes forældre havde ikke selv gået på efterskole, men hos mange landmandsfamilier i området (hvilket område?) var et år eller to på efterskole en almindelig del af skolegangen.
Henrik Søgaard var elev på Salling Efterskole fra 1989-91, og hans forældre gik der før ham. Det er en familietradition, som Henrik er stolt over at være en del af. Ligesom for Charlotte lå det i kortene, at han skulle på efterskole, og Henrik er heller ikke i tvivl om, hvorfor de unge i hans familie blev sendt afsted. Det var en naturlig del af at blive voksen, og en del af den opdragelse, man skulle igennem.
I år er både Charlotte og Henrik forældre til elever på Salling Efterskole, selvom ingen af dem har haft særlige krav til skolevalg. Men Charlotte fortæller alligevel, at hun selv altid har følt sig hjemme i samme øjeblik, hun trådte ind på skolens område. Hun fortæller om sammenholdet, fortælletimerne, og om “Rottehullet” – et rum i kælderen, hvor man kunne sætte musik på og danse. Hér skrev man sit navn på væggen, ved siden af navnene på dem, der havde været der årene før. Hun fortæller varmt og længe, og der er ingen tvivl om, at de mange historier har været fortalt igen og igen. De har da sikkert også haft indflydelse på sønnens skolevalg, siger hun.
Et socialt og personligt løft
Matæus Jespersen er 20 år, og ligesom Nina er det ikke så længe siden, han var elev på Salling Efterskole. Han tog i sin tid på efterskole for at gøre noget ved sin skoletræthed, men fandt ud af, at han også havde meget at vinde i forhold til at turde. Han fortæller, at det med at være sammen med nogen døgnet rundt udviklede ham meget på evnen til at begå sig socialt.
Henrik roser også efterskolen for som skoleform at være med til at udvikle elevernes sociale kompetencer. “Jeg havde godt af at komme ud af mit værelse”, siger han, da jeg spørger ind til, hvordan den udvikling, han beskriver, påvirkede netop ham. “Når man passer sin skolegang på en almindelig skole, så kan man jo gå hjem, når dagen er omme, og lukke for det sociale, hvis det er det man vil. På en efterskole bliver du udfordret på en anden måde – der kan man ikke sådan gemme sig”. Charlotte tilføjer, at det ikke kun er individuelt, at efterskolen løfter de sociale kompetencer. Hendes skoletid var uden tvivl et kæmpe rygstød, hvor hun blev fyldt med selvtillid. Men skoletiden løftede også hendes evne til at begå sig i flok. “Man lærer at indordne sig, og selvom man måske ikke kan være bedste venner med alle, så skal man alligevel få det til at fungere. Det kan man bruge hele livet”, understreger hun.
De magiske voksne
For Nina Jensen blev tiden på efterskole starten på en livsforandring, som skulle vise sig at blive langt større, end hun havde forventet. Folkeskolen havde ikke været nem, og særligt det faglige var en daglig kilde til frustration. Hun havde en drøm om gymnasiet, men fik på et tidspunkt at vide, at hun aldrig ville kunne gennemføre en gymnasial uddannelse. På Salling Efterskole bliver Nina mødt af en anden type skolegang, end hun var vant til. Hun er sammen med sine skolekammerater hele døgnet, og også lærerne er en gennemgående del af dagsrytmen. Derfor bliver hun hurtigt tryg ved undervisningen, og mærker også lysten til at gå i skole vokse sig større.
“De var magiske voksne”, siger hun, da snakken falder på, hvordan lærerne havde indflydelse på hendes efterfølgende skolegang. “Det var ligemeget, om jeg afleverede én eller 10 opgaver, eller om svarene var rigtige eller forkerte. De vidste, hvor hårdt jeg arbejdede, og det var nok. Det betød, at jeg havde nemmere ved at kaste mig over noget svært, fordi jeg vidste, at jeg ville blive rost for det uanset hvad”, fastslår hun.
Ligesom Nina mener Charlotte, at efterskolen havde stor betydning for det faglige. For hende handlede det om, at der altid var nogen i nærheden til at hjælpe, hvis man tumlede med noget. Enten stod lærerne til rådighed til sent om aftenen, eller også sad der en klassekammerat et sted, som man vidste var god til matematikken eller de tyske gloser. Det kunne endda være et spørgsmål om, bare at få forklaret tingene på en anden måde.
Et lille verdensrum at øve sig i
Charlotte og Henrik er begge forældre til børn, som går på Salling Efterskole i dette skoleår, og især Charlotte gør meget ud af, at hun ser beslutningen om et efterskoleår som et forældreansvar. “For mine børn handlede det aldrig om, hvorvidt de skulle afsted, men om hvor de gerne ville hen. Vi har taget den beslutning for dem, for at give dem det samme løft, jeg selv fik. Der bliver stillet forventninger på en efterskole, som vi måske godt kan stille derhjemme, men ikke kan nuancere på samme måde. På en efterskole skal man tage del i et fællesskab. Man oplever, hvordan det, man giver er det, man får”.
Henrik mener også, at efterskolen livsdanner de unge på en anden måde, end hvis man blev formet derhjemme alene. Ikke fordi han mener, at man er et fuldendt menneske, når man kommer hjem, men der sker alligevel noget med ansvarsfølelsen og evnen til at håndtere forandringer. “Det med at kunne omgås mange mennesker, og være i mange situationer, det er noget, man drager fordel af på mange måder”, siger han. “Samtidig er udfordringen stor nok til at skabe forandringer, men ikke større, end at man som barn i overgangen til ungt menneske stadig er beskyttet. Man kan sige, at efterskolen er et lille verdensrum at øve sig i, inden man skal videre til den store verden”, funderer han.
Tiden man aldrig giver slip på
Henrik Søgaard forlod Salling Efterskole som elev i starten af 1090’erne, men blev ved med at have sin gang på skolen i de efterfølgende år. Hvert år mødes de gamle elever til gensynsdag, og når der er jubilæum, er det tradition for jubilarerne at vælge en repræsentant til skolens repræsentantskab. Ved 10-års jubilæet faldt valget på Henrik, og senere blev det til en plads i skolekredsen. I dag er Henrik en del af skolens bestyrelse, hvor han er med til at tage beslutninger omkring skolens drift og fremtid.
Matæus har heller ikke sagt helt farvel til Salling Efterskole. Han holdt fast ved gymnastikken, som var den helt store interesse i efterskoletiden, og er nu vendt tilbage som underviser i spring. Det er ifølge ham selv et fritidsjob, han kan takke sin efterskoletid for. Det var sådan, han blev udadvendt nok til at turde stå foran en stor flok elever og undervise.
Nina tog mange gode oplevelser med sig fra sin tid på efterskole, men særligt ét råd bruger hun stadig den dag i dag. Når frustrationerne væltede hende, fik hun altid det samme råd af din kontaktlærer. “Hvad går dig allermest på lige nu?”, plejede han at spørge – “så løser vi det først”, siger hun – én ting ad gangen. Og netop det råd tog hun med sig, da hun sagde farvel til Salling Efterskole. “Jeg lærte, at man altid har et valg. Uanset hvem man er, kan man ikke undgå modgang. Men man har altid et valg om, hvordan man vil modtage den modgang, man får. Og så er det din opgave at tage stilling til, hvordan du vil vise verden, at du er nede i dag – og vigtigst af alt, hvordan du vil komme op igen”.
Mens mine fingre danser henover tastaturet i et forsøg på at fange de sidste detaljer i Ninas historie, fortæller hun også lidt om sit liv i dag. Hun er flyttet til Ålborg, hvor hun studerer sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Ikke dårligt for en pige, som ikke skulle have været på gymnasiet. Nina er ikke i tvivl: “Min tid på efterskolen er årsag til, at det lykkedes mig at tage en ungdomsuddannelse. I sidste ende var det deres fortjeneste, at jeg kom på universitetet, hvor jeg nu er i gang med mit 2. semester. Ja, deres fortjeneste – og min, selvfølgelig”, slutter hun.
Udgivet i MånedsMagasinet, januar 2020.
Læs artiklen med billeder i uddannelsessektionen på side 50: www.maanedsmagasinet/det-lille-verdensrum
Find flere artikler som denne: Nyheder fra Kernekommunikator
